Skolens ansvar ift. forældreaftaler

Download en Word-version ved at klikke her.

Att. Skolebestyrelsen på [NAVN] skole

Indledning

Flere og flere børn får smartphone og adgang til sociale medier i en stadig tidligere alder – ofte tidligere, end både forældre og faglige anbefalinger tilsiger. For mange familier er det ikke et reelt frit valg, men et valg præget af socialt pres og frygt for, at barnet ellers ekskluderes fra fællesskabet. Når disse beslutninger træffes individuelt, får de kollektive konsekvenser for hele børnegruppen og for skolens hverdag.

Da børns digitale liv i høj grad former deres sociale relationer, konflikter og trivsel – også i skoletiden – er der behov for, at skolen tager en aktiv og tydelig rolle. Skolen kan og bør understøtte tidlige, fælles forældresamtaler og aftaler om børns digitale fællesskaber, så ansvaret ikke efterlades hos den enkelte familie.

Skolens rolle og ansvar for børns digitale fællesskaber

Skolen er den vigtigste fælles ramme for børns sociale liv. Netop derfor har skolen et særligt ansvar for at understøtte de digitale rammer, som i dag har afgørende betydning for børns fællesskaber, trivsel og læring – både i og uden for skoletiden.

Kort fortalt

  • Problemet: Digitale enheder og medier fylder tidligere og mere i børns liv. Individuelle forældrevalg skaber socialt pres og får negative konsekvenser for hele børnegruppen.

  • Konsekvensen: Uklare digitale rammer bidrager til konflikter, eksklusion og mistrivsel – også i skoletiden – og forringer lærernes mulighed for at undervise.

  • Løsningen: Skolen faciliterer tidlige, kollektive forældresamtaler og understøtter fælles aftaler om børns digitale fællesskaber.

  • Hvorfor skolen: Kun skolen har det nødvendige mandat, overblik og fællesskabsansvar til at løfte opgaven.

Hvorfor er der et problem?

Digitale enheder – særligt smartphones, sociale medier og spil – bliver en integreret del af børns fællesskaber, så snart de introduceres. De kan ikke holdes udenfor på samme måde som andre fritidsaktiviteter og påvirker både relationer, nærvær og konflikter.

Danske data viser bl.a., at:

  • Børn er i gennemsnit 8 år, når de får deres første smartphone, og næsten alle børn på 10 år og over har en smartphone.

  • Børn får smartphone markant tidligere, end forældre egentlig ønsker.

  • Sociale medier bruges bredt før platformenes egne aldersgrænser.

  • En stor del af børns fritid og sociale samvær foregår på digitale platforme.

Forskellen mellem forældres ønsker, eksperters anbefalinger og børns faktiske digitale debut peger på, at socialt pres og fællesskabsdynamikker er afgørende. Når “alle de andre har fået”, bliver det meget vanskeligt for den enkelte familie at udskyde uden risiko for social eksklusion.

Hvorfor er individuelle løsninger ikke nok?

Når digitale valg overlades til den enkelte familie:

  • flyttes ansvaret for fællesskabet over på individuelle forældre,

  • bliver samtalerne svære, ukvalificerede, konfliktfyldte eller fraværende,

  • og fællesskabets normer formes tilfældigt.

Hvorfor skal skolen tage ansvar?

Skolen er den vigtigste fælles ramme for børns sociale liv. Det er her, børnene mødes hver dag. Det er her, konflikter og eksklusion viser sig – også når de udspringer af digitale fællesskaber uden for skoletiden – og de stjæler tid og opmærksomhed fra undervisningen. Det er også her, alle forældre allerede er samlet omkring et fælles ansvar for børnenes trivsel.

Skolen har både et legitimt mandat og en særlig mulighed for at handle:

  • Skolens kerneopgave er at understøtte læring, trivsel, fællesskab og inklusion.

  • Skolen er det eneste sted, hvor alle forældre i en børnegruppe mødes.

  • Nationale anbefalinger og aftaler peger entydigt på skolen som central aktør.

Trivselskommissionen anbefaler eksplicit, at skoler faciliterer forældremøder med henblik på kollektive aftaler om bl.a. smartphonedebut, sociale medier og gaming. I aftalen om mobilfrie skoler opfordrer aftalepartierne skolerne til aktivt at understøtte dialoger og aftaler mellem forældre om, hvornår det er hensigtsmæssigt, at børn får egen smartphone og/eller tablet. Tilsvarende er dette et centralt mål i aftalen om tryggere og bedre digitale skole- og fritidsliv, som bl.a. andet skal sikre at alle – og ikke kun nogle – kommuner, skoler og fritidstilbud tager ansvar.

Individuelle forældre kan ikke løfte opgaven på samme måde. De har hverken mandat, overblik eller fælles platform til at sætte normer for et helt børnefællesskab. Når ansvaret individualiseres, bliver resultatet ulighed, pres og usikkerhed – og i sidste ende børn, der betaler prisen.

Hvad kan skolen konkret gøre?

Nedenfor skitseres to modeller med stigende ambitionsniveau:

1. Light model
Skolen sikrer, at digitale fællesskaber er fast punkt på forældremøder fra 0. klasse.
Skolen henviser til myndighedsanbefalinger og relevante materialer og opfordrer forældre til at indgå aftaler, der iagttager myndighedernes anbefalinger.

2. Udvidet model (anbefalet)
Skolen tager tydeligt lederskab, forestår fagligt oplæg, faciliterer dialog og understøtter fælles aftaler baseret på forskning og myndighedsanbefalinger. Skolen opfordrer også til at børn ikke tager smartphones med i skole, hvis de har en, så lærerne undgår at skulle bruge tid på at indsamle og håndhæve mobilforbuddet.

Når skolen tager ansvar:

  • øges opbakningen blandt forældre,

  • mindskes konflikter i forældregruppen,

  • styrkes børnenes fællesskaber og trivsel,

  • og lærerne får bedre rammer for undervisning.

Afslutning

At understøtte fælles digitale rammer er ikke et indgreb i forældres autonomi, men en forudsætning for, at individuelle valg ikke får kollektive konsekvenser. Skolens aktive rolle er afgørende for, at børn fortsat har adgang til trygge, inkluderende og fysiske fællesskaber – også i en digital tid.

Med venlig hilsen
[NAVN]

Tlf: [ * ]
E-mail: [ * ]