Hvordan tager man snakken om skærmregler med andre forældre?

Det kan være svært at tage hul på emnet, men det hjælper at starte helt simpelt:

  • Spørg andre forældre, hvordan de oplever det.

  • Tag emnet op på et forældremøde eller i klassen.

  • Lyt nysgerrigt – undgå at gøre det til en debat om “rigtigt eller forkert”.

Målet er ikke at vinde en diskussion, men at finde fælles løsninger, så vores børn får gode rammer – både i skolen og derhjemme.

👉 Brug vores anonyme spørgeskema for at få indblik i, hvad andre forældre tænker. Resultaterne kan være en god start på en fælles snak.
👉 Tag en Skærmsund Barndom-flyer med til forældremødet eller hæng den op på skolen.

👉 Brug vores faciliteringskit og drejebog til at tage dialogen om skærme på jeres næstkommende forældremøde med anbefalinger til konkrete aftaler, I kan lave.
👉 Find flere guides og skabeloner på vores hjemmeside – eller skriv til os på hej@skaermsundbarndom.dk hvis du vil have redigerbare filer.

Gode pointer at tage med i dialogen

  • Smartphones stjæler børns opmærksomhed, påvirker deres mentale trivsel og lokker dem ind i en verden, de ikke er klar til.

  • De er vanedannende – og står ofte i vejen for leg, nærvær, fritid og ro.

  • Selvfølgelig skal børn lære teknologi, men små børn kan ikke selv styre noget, der er skabt til at gøre os afhængige.

  • Det er svært for et enkelt barn at stå imod, når “alle andre” har en telefon. Derfor er det vigtigt, at vi forældre står sammen. Og jo tidligere, jo bedre.

  • Der findes alternativer til smartphones, hvis man blot vil kunne ringe eller skrive til sit barn.

👉 Husk: Vi voksne kæmper selv med skærme – så selvfølgelig er det svært for børn!

Det vigtigste er, at begynde dialogen med et åbent sind, og starte samtalen med en gruppe forældre, evt til et forældremøde.

Følgende sites har flere nyttige links med oplysninger og statistikker:

https://delaysmartphones.org.uk/

https://smartphonefreechildhood.co.uk/

https://www.waituntil8th.org/

Hvordan kan jeg tage det op i mit barns klasse?

Når en gruppe forældre bliver enige, falder gruppepresset hurtigt. Forskning viser, at der kun skal tilslutning fra 25 % af forældrene, før en ny norm kan ændre fællesskabet.

Et forslag til proces:

  1. Lav en lille arbejdsgruppe.

  2. Tag emnet op til forældremøder eller på Aula.

  3. Tal med skolens ledelse.

  4. Undersøg holdningerne via en anonym spørgeskemaundersøgelse.

  5. Lav en fælles aftale eller “pagt”.

  6. Underskriv den sammen.

https://www.scientificamerican.com/article/the-25-revolution-how-big-does-a-minority-have-to-be-to-reshape-society/

Hvordan kan jeg snakke med mit barn?

  • Inddrag barnet – især hvis det er ældre. Forklar, hvorfor I sætter regler.

  • Tal om afhængighed og dopamin, ligesom vi taler om sukker eller rygning. Måske kan du sige - “Som din forælder, vil jeg ikke blive bedømt på, om jeg gjorde dig glad, men om jeg beskyttede dig. Jeg kunne give dig sukker hele dagen, og du ville være glad - men jeg ville ikke have beskyttet dig - du ville få brug for diabetes medicin og tandlægebehandlinger. Det er livsfarligt ikke at regulere dit sukkerindtag.”

  • Fortæl, at dit ansvar som forælder er at beskytte – også når dit barn bliver skuffet.

  • Hvis barnet allerede har en smartphone, kan du være ærlig: “Jeg har lært mere og vil ændre reglerne for at passe bedre på dig.”

Hvad gør jeg hvis mit barn allerede har en smartphone?

Hvis du ændrer mening halvvejs, tager en telefon væk eller regulerer adgangen, hvor den tidligere var ureguleret, så kan du fortælle dit barn, at det er fordi, du har fået mere viden. Og som forælder skal du handle på det.

Problemet med kollektiv handling:

Måden at løse dette på er ved, at forældre går sammen og etablerer de samme grundregler for børn - det mest overbevisende argument for børn. Så når barnet spørger hvornår de kan få en telefon, kan de ikke argumentere for, at alle andre har en.

Hvorfor er det vigtigt at stå sammen?

Når børn spørger: “Hvornår må jeg få en telefon?”, er det stærkeste argument, at flere forældre har samme regler. Så kan det ikke længere bruges som pres, at “alle andre må”.