For skoler
Sammen om en skærmsund skolestart
Vi hjælper skoleledere, skolebestyrelser, lærere og pædagoger med at skabe gode rammer for skærme, AI og klassefællesskabet i indskolingen – og forældrene med at stå sammen.
Forældrene vil gerne vente – men ingen vil være de eneste
Mange forældre i indskolingen vil gerne vente med barnets første smartphone. Alligevel får danske børn i gennemsnit deres første mobil som 8-årige. Det er et kollektivt handlingsproblem: hver familie lader sig påvirke af de andres valg. Skolen kan ikke bestemme, hvornår børn får smartphone. Men som dannende institution kan skolen være vært for forældrenes samtale – og det styrker både fremmødet og tilslutningen til fælles aftaler.
Kilder: YouSee/Wilke (2025) · Trivselskommissionen (2025) · Skole og Forældre (2025) · Veramendi (2026), IFS – endnu ikke fagfællebedømt
Lovkrav fra skoleåret 2026/27
Det skal I
- Skolebestyrelsen fastsætter en mobilfri politik for skolen og for SFO'en til og med 3. klasse.
- Politikken omfatter smartphones og andre private enheder med internet. Skolens egne computere og tablets til undervisning er ikke omfattet.
- Der kan være undtagelser, fx for elever med helbredsmæssige behov eller funktionsnedsættelser.
- Skolens net skal filtrere indhold uden faglig relevans fra: spil, streaming, shopping, sociale medier, porno og gambling.
- AI-løsninger, som skolen bruger, skal overholde GDPR, og generativ AI må ikke bruges ved folkeskolens prøver.
Det anbefales
- Børn får ikke egen smartphone eller tablet, før de er fyldt 13 år (Trivselskommissionen og den politiske aftale).
- Skolen støtter forældrenes dialog om, hvornår børnene skal have smartphone, fx på forældremøder.
- Smartwatches og trådløse høretelefoner tages med i politikken.
- Ministeriet fraråder stærkt, at børn i 0.–2. klasse har mobil med i skole.
- Personalet følger de samme regler som eleverne.
Mobilpolitik: hele skoledagen gør forskellen
Ni ud af ti skoler har allerede mobilforbud i timerne. Men den nyeste forskning peger på, at det er afgørende, om politikken kun gælder dele af undervisningen – eller hele skoledagen, inklusive frikvarterer, SFO og klub.
Forbud, der kun gælder i klasselokalet eller håndhæves løst, viser typisk små eller ingen effekter. Eleverne finder telefonen frem i pauserne, og lærerne ender som mobilpoliti.
Når forbuddet gælder hele skolen og får tid til at virke, ses fremgang i læring, mindre mobning og færre elever, der søger hjælp for psykiske symptomer – især blandt piger og børn fra familier med lav indkomst.
- Rio de Janeiro: Et forbud kun i klasselokalet gjorde næsten ingen forskel. Da det blev udvidet til hele skolen, svarede fremgangen i matematik og portugisisk til en femtedel af et skoleårs læring.
- Norge: Efter at skolerne blev mobilfri, fik pigerne bedre karakterer, færre søgte hjælp for psykiske symptomer, og færre blev mobbet.
- Florida: Uroen steg den første måned, men i det andet år gik testresultaterne frem, og fraværet faldt.
Se også Frederiksbergmodellen: én fælles ramme for skole, SFO og klub.
AI-politik: én fælles linje for hele skolen
AI kan både hjælpe og skade læringen. Det afgørende er, om eleven selv gør tankearbejdet, og om en lærer sætter rammen. Store studier viser, at elever, der lader AI lave lektierne, klarer sig dårligere, når de bagefter testes uden AI – mens en AI-tutor, der giver hints i stedet for svar, ikke skader læringen.
Klassens fælles normer betyder mere end den enkelte elevs valg – ligesom med smartphonen.
Ministeriet anbefaler
- Ledelse, bestyrelse og personale formulerer fælles principper for, hvornår og hvordan AI bruges.
- AI bruges kun, når der er et pædagogisk og didaktisk formål.
- AI fylder væsentligt mindre i indskolingen end i udskolingen.
- Tal med eleverne om, hvornår de må bruge AI, og orientér forældrene om skolens tilgang.
Se jeres skoles skærmrapport
Forældre tager ofte fejl af, hvad de andre forældre mener. Vores anonyme spørgeskema viser, hvad forældrene på jeres skole og årgang faktisk oplever og ønsker – og er et godt afsæt for forældremødet. Mere end 1.500 forældre fra over 100 skoler har allerede svaret.
Vi er allerede mange
[Citat fra skoleleder]
[Citat fra forælder/kontaktforælder]
[Citat fra lærer/bestyrelse]